Matematikkens dag

Hvert år i november måned afholder vi Matematikkens Dag. En dag hvor hele Seminarieskolen summer af matematik.

 

Alle årgange fra 0. til 8. klasse fordyber sig i hver deres aktivitet, som matematiklærerne planlægger. Rundt omkring på og udenom skolen vil der blive arbejdet eksperimenterende, undersøgende og problemløsende med matematikken ved brug af en masse konkrete materialer; alt fra meterhjul til 10-sidede terninger. Der skal måles, vejes og bygges, dystes i spil, konstrueres geometriske figurer, indsamles og behandles statistiske data og meget mere.

Dagen afsluttes i fællesskab med Den Store Bankodyst, hvor alle klasser deltager med en fælles bankoplade og kæmper om at vinde en præmie.

Det er Danmarks Matematiklærerforening, der hvert år arrangerer Matematikkens dag, hvor alle landets skoler kan deltage. Her på skolen lader vi os inspirere og redigerer i form og indhold, så det passer til vores fysiske rammer og faglige mål.